Kategoriarkiv: Mad

Det er IKKE risengrød…

Vil gerne dele denne skønne opskrift på “hønse”salat med kylling. Hvem husker ikke den lækre købe mayonnaise hønsesalat vi spiste på hvidt franskbrød da vi var børn, det gør jeg meget tydeligt. Jeg har prøvet at fremelske smagen i denne her udgave, dog uden alt det vi ikke “må” få hvis vi skal blive ved med at passe vores tøj og såån…

Hjemmelavet kyllingesalat

Ingredienser

3 dl Skyr
3 spsk mayonnaise (Kan undlades, hvis man gerne vil blive ved med at kunne være i sine bukser)
2 spsk citronsaft3 cm fint revet ingefær
1 fed revet hvidløg
1 stor håndfuld revet knoldselleri
1 stang fint hakket blegselleri
1 stor håndfuld fint hakket kogt eller stegt kyllingefilet
Godt med salt og pepper

Det hele blandes godt… Kan nydes alene eller på et stykke ristet rugbrød eller hvad man lige har. Kan toppes som på billedet eller med noget andet.

Kan holde sig i 4-5 dage i køleskabet.
God fornøjelse! 🙂

E kogebogen

Har siddet og ryddet op i mine mad-fotos og blev helt sulten efter at komme i gang med den længe ventede kogebog. En E-kogebog bliver starten og en del af en udgave i “rigtig” bogform. Her et lille blik på hvad der ligger i gemmeren og venter 🙂

E kogebog

Gateau Marcel/lakrids

 

Chatetau Marcel/lakrids

Gateau Marcel/lakrids og et strejf af kobber

Ingredienser
175 g mørk chokolade
175 g smør
175 g sukker
2 tsk. lakridspulver
3½ bæger pasteuriserede æggeblommer
3 bægre pasteuriserede æggehvider
1 stor springform
Blødgjort smør til formen og lidt sukker til formen
Lakridspulver og kobberpulver til drys

SÅDAN…
Chokolade, lakridspulver samt smør smeltes i en skål over vandbad. Bland 2/3 del af sukkeret med æggeblommerne og pisk det hvidt.

Pisk hviderne stive i en anden skål og tilsæt den sidste tredjedel af sukkeret undervejs. Vend forsigtigt chokoladeblandingen op i skålen med de piskede æggeblommer.

Fold derefter lidt efter lidt de piskede hvider sammen med chokolade- og æggeblandingen, så det ender med at give en homogen masse.

Gnid en stor springform grundigt med blødt smør på indersiden, drys med sukker og bank det overskydende af. Det gør det nemmere at løsne bunden, når kagen er bagt. Hæld halvdelen af moussen op i formen og bag den ved 175° i ca. 30 min. Stil resten af moussen til at hvile i køleskabet.

Tag formen med bunden ud af ovnen, selvom den ikke ser helt færdig ud. Den vil falde sammen, og det er meningen. Lad den køle lidt af til sidst i køleskabet.

Chokolademoussen kommes i en sprøjtepose med en stjernetylle og sprøjtes ud i stjerner på chokoladebundenbunden. Stil kagen tilbage i køleskabet, og lad den sætte sig nogle timer eller evt. natten over. Kagen løsnes fra kanten og bunden af springformen med en kniv.

Sigt lakridspulver og evt. kopperpulver over kagen.

Den smager som en sød drøm 🙂

Casting til Den Store Bagedyst

 

Skøn oplevelsesrig dag mellem en masse kager, og fedt at møde SÅ mange bageentusiaster og så meget bageglæde. Den handler om casting til “Den Store Bagedyst” Som er det TV program jeg bare elsker. Her dyster amatørbagere om æren, at vinde titlen som årets bedste amatørbager.

Brev fra DR1
Jeg meldte mig for længe siden til programmet “den Store Bagedyst” Efter at have slubret det ene program i mig efter det andet. Min søn Christoffer nævnte flere gange – Kom nu mor, det der kan DU vinde. Ja gu’ kan jeg brillere i et køkken, og vinde konkurrencen – JA DA. Men at det skal foregår foran det halve af DK på tv hm! den tanke var jeg ikke så vild med. Men jeg meldte mig til for sjov alligevel.

Midt i November fik jeg mail fra Tina som er caster på programmet. TILLYKKE du er hermed særligt udvalgt ud af mange hundrede til at deltage i castingen af Den Store Bagedyst. Arrrmen hvor sjovt…

To måneder KUN med kager
Straks gik jeg i gang med planlægning af netop den kage jeg vil have med, for det var ligesom opgaven. Det startede med donut’s, både kogte og bagte. Så gik det over i snegle med hul i midten. Der blev tegnet, bagt, smagt og afprøvet flere bagemetoder af.

Billedesamling x 4

Sidst var det en wienerdej der skulle afprøves “DET VAR SJOVT” og en af mine favoritter da jeg var barn. Der findes ikke noget bedre end en chokoladesnegl fra et kvalitetsbageri. Det blev ikke til en wienersnegl eller en donut, men til en Wie’not med ganache. En chokolade/lakrids og en hindbær/hindbær.

Billedesamlingx3

SÅ kom dagen…
Kl. 4.00 d. 19. januar 2014 ringede mit vækkeur, jeg havde dog været vågen siden kl. 3.00. Jeg skulle jo lige lave mine kager færdige. Go’ timing, det passede lige med tiden til bagning og ganache.

Kl. 9.30 troppede jeg op ved DR1 i Århus, hvor caster Tina tog i mod os alle ca. 45 håbefulde deltagere. Sidste casting af 4, hvor der ca. har været 45 på hver casting, 2 i Århus og 2 i KBH. Vi fik først en intro i hvad alt det her drejer sig om. Og vi fandt hurtigt ud af at det mere var selve castingen der var vigtig, frem for kagerne desværre. Tina gjorde det rigtig godt og var god til at berolige en hver nervøs og spændt person.

Derefter skulle vi præsentere os og vores kager hver især for hinanden – MEGET grænseoverskridende og det fik nervøsiteten frem i de fleste inkl. mig selv. Der var rigtig mange præsentationer, men spændende at høre de andres tanker om hvorfor netop de kunne tænke sig en plads i programmet.

Jeg følte naturligvis slet ikke at jeg fik sagt det jeg egentlig ville, men det skulle gøres kort, ellers ville denne seance aldrig slutte 🙂

kagebordet

Så kom jeg lidt videre
Så var der pause og kagesmagning indtil caster inkl. producent og fotograf på programmet havde udvalgt de personer der skulle gå videre til et yderligere interview. Jeg blev naturligvis ret overrasket da mit navn blev råbt op wauw! så var det slet ikke slut endnu.

Søde mennesker må man sige og et positivt interview på 1/2 time…

God mavefornemmelse
Så var der bare at vente til mandag… Jeg havde en god mavefornemmelse, kunne nemt se for mig, hvad det kunne give mig at deltage i “Den Store Bagedyst”Jeg var da sikker på at jeg ville vinde hvis jeg kom med i programmet 🙂

MEN ØV! Ved 14.00 tiden fik jeg en mail hvor i der stod at jeg desværre ikke var gået videre. Det kunne ikke rigtigt gå op for mig, og jeg var rigtig meget skuffet øv øv øv! Nu er der gået et par dage og jeg kan da stadig mærke den store skuffelse.

Nå men jeg glæder mig virkelig på de andres vegne som prøver lykken på lørdag i den sidste og afgørende casting hvor 20 er valgt ud, og her skal så findes de 10 deltagere. Måske jeg kender nogle af dem. Det finder jeg ud af til efteråret hvor vi skal følge amatørbagerne på DR1.

Det har været en super fed proces. Jeg har lært en hel masse om bagning og jeg har fået endnu mere blod på tanden og endnu mere lyst til at bage mere, udvikle flere opskrifter og fremelske den kogebog jeg drømmer om at få på gaden en dag.

Så let som ingenting…

Der findes ikke nogen undskyldning, herhjemme for at lave et hurtigt,  lækkert og velsmagene måltid, på en helt almindelig kedelig mandag i gråvejr – alt det grå forsvinder hurtigt når man kigger ned i en wok fyldt med yndlingsgrøntsager… denne her farvesymfoni tog kun 1/2 time…

Wok med torsk

OPSKRIFT:
Du kan vælge lige de grøntsager du bedst kan li´
I dette her tilfælde…

1 helt af de der kæmpe hvidløg
1 bundt forårsløg
15 champignon
1 hel stor rød pepper
1 hel squash
1 halv broccoli
1 dl fiskesause – denne her er rigtig god FISKESOVS
1 spsk sød soya Ketjap manis – u-undværlig denne her
2 spsk ristede sesamfrø

500 g torsk dampes og tilsættes retten til sidst…

Alle grøntsager snittes meget fint, Blancher hvidløg og forårsløg, derefter champignon for sig selv til væsken er fordampet. Tilsæt resten af ingredienserne og til allersidst broccoli, som bare lige skal have varmen. Til aller aller sidst vendes torsken forsigtigt i, kødet må gerne falde lidt fra hinanden.

Min totale ynglingskniv til at fin-snitte mine grøntsager, er denne, købt hos Søsterne Grenes til 6,-

total_ynglingskniv

Frikkes konfirmationskage – Red Velvet Cake

Min kære datter skal konfirmeres bededag og ønsker sig denne smukke tøsekage “The Red Velvet Cake”  jeg tænker at vi nok hellere må komme i gang med at øve os – den ser ud til at smage som en drøm 🙂

Red Velvet Cake

Opskrift:

Klik på linket og se opskriften her: RED VELVET CAKE

Gulerødbede Bolognese

Dette har jeg fået ud af de sidste rester fra mit køleskab her til aften – Denne ret giver dig også en masse næring, som din krop vil elske dig for 🙂 og det smager ikke kun sundt, men er også rigtig godt… Bolognesen skal være rigtig mør, blød og lækker til de halvsprøde grøntsager!

Gulerød Bolognese

OPSKRIFT – til 2 personer!

1 spsk. kokosolie
2 mellemstore løg
5 fed hvidløg
1 spsk grøn karrypasta – den jeg bruger er rigtig go klik her!
350 g kyllingebryst
2 store rødbeder
stilken fra 1 stk. broccoli
1 æble
3 laurbærblade
6 stk. tørrede enebær, stødes i en morter
1/2 l vand
1 lille dåse kokosmælk 165 ml
salt & peber

Gulerodsspaghetti:
3 store gulerødder
1 spsk. honning
2 dl vand

Broccolitoppen som ekstra tilbehør

To do!
Alle grøntsager til bolognesen skæres i bittesmå tern, på størrelse med en ært. Løg og hvidløg blancheres i kokosolien uden at tage farve, tilsæt karrypasta. Kyllingen skæres i små tern som grøntsagerne og tilsættes, samt alle krydderier. Retten skal simrer i mindst 1 time, eller indtil vandet næsten er kogt af. Når retten er tør tilsættes kokosmælk, og simre yderligere 20 min. – endelig kun simre, så kokosmælken ikke skiller. Smages til med salt og peber, evt. en smule honning!

Gulerødderne snittes på langs MEGET fint (se foto) dampes i vandet, som er tilsat salt og honning.

Broccoli toppen findeles, dampes i lidt saltvand og spises til.

Mexi-Lasagne

Forleden blev jeg inspireret til denne skønne ret, som et godt alternativ til den klassiske lasagne – den smagte rigtig godt og gjorde lykke i den lille familie 🙂

Mexi-lasagne

OPSKRIFT:
1 stort løg
4 store revede gulerødder
1 ds hakkede tomater
500 g hakket oksekød
3 dl kalvefond
2 fed revede hvidløg
1 hel frisk hakket chili (behold kernerne hvis retten ønskes stærk)
2 tsk. spidskommen
3 tsk. røget spansk paprika
1 spsk. med top god kvalitets kakao
en stor sjat sød soya (Ketjap Manis)
en sjat Sherryeddike
3 dl kogte brune bønner eller brune bønner fra dåse
salt og pepper

Masser af revet cheddarost mellem lagende (mængde eft. smag og behag)
En pk. med 6 stk. små hvedetortillas

Serveres med kold dip:
græsk yoghurt 10%
en sjat citronsaft
et fed revet hvidløg
salt og peber

Server evt.  Guacamole til også opskrift her!

Løg svitses, sammen med revet gulerødder og hakkede tomater (de hakkede tomater skal svitses for at den bitre smag forsvinder) tilsæt det hakkede kød, derefter til sættes kalvefond og kødet simre i mindst en time. Tilsæt resten af ingredienserne og lad det simre i 10 min. til allersidst tilsættes bønnerne, og kødet tages af varmen.

Saml retten som lasagne med tre lag, og revet ost i mellem. Afslut med tortillas på toppen og revet ost.

Bages i en forvarmet oven på 200 grader i 1/2 time – VELBEKOMME!

De populære knækbrød i glutenfri udgave

De lækre og uundværlige knækbrød kan også bages uden hvedemel som jeg har gjort her…

Glutenfri knækbrød

OPSKRIFT:
1,5 dl græskarkerne
1,5 dl solsikkekerne
1,5 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl glutenfri havregryn
2 dl JYTTE mel (Glutenfri mel, kan købes i helsekostbutikker, og de fleste Kvickley)
1 tsk. bagepulver
2 tsk. salt
1,5 dl rapsolie
2 dl vand
1 æg

Bland det hele sammen i en skål og rør godt. Dejen deles i tre stykker og rulles ud på en bageplade (hvis dejen er lidt klistret, så brug et stykke bagepapir i mellem). Dejen skæres igennem i de størrelser man ønsker og bages i en forvarmet ovn ved 175 grader i ca. 15 min. NB! de må ikke være for lyse, så mister de sprødheden… De er vildt lækre og holder maven i top form 😉